Om Eva
Det er mig – Eva Nørmark Heden – der står bag Eva Fysio. Jeg er uddannet fysioterapeut i 1990 fra Fysioterapeutskolen i Holstebro. Interessen for sport var årsag til uddannelsesvalget, og den interesse har hængt ved lige siden.
Det var løb, før det blev moderne at løbe, og de 42,195 km blev klaret, før ”alle” skulle det. Boldspil måtte afgive tiden til gymnastikken, som blev udøvet på højt niveau. Nu er det fortsat gymnastik, løb i skoven med hunden, mountainbike, når tiden er der, og vandreture når muligheden er der.
Arbejdsmæssigt har det været 5 år på Fredericia Sygehus, et år som privatpraktiserende fysioterapeut i Rjukan i Norge og 21 år som privatpraktiserende fysioterapeut hos Fysioterapeuterne i Hovedgård.
Faglige kvalifikationer
De mange år har været brugt til kontinuerlig faglig udvikling – videreuddannelse. Mange specifikke kurser som f.eks. Neurodynamisk mobilisering af nervevævet med David Butler, men også kursusrækker over flere år med eksamen til afslutning. Af eksaminer er der cert. MDT (Mc Kenzie konceptet), exam. MT (Muskelotal Terapi) og CMP (Mulligan). (Se eventuelt uddybningen i afsnittet ”Om Eva”)
Med de tre eksamener er de faglige kvalifikationer bredt målrettet hele kroppen. Det gør, at der er mange indfaldsvinkler, teknikker og behandlingsmetoder til hvert område, om det er ryg, nakke, knæ, fødder m.m. Selv om to patienter kan have samme problematik, så er behandlingen ikke ens, da al behandling tilpasses netop det behov, der er, og den måde der fungerer bedst for dig som patient.
Jeg er den fysioterapeut, hvor du kan hente højt fagligt niveau, stor erfaring med at overføre teori til praksis og megen erfaring med behandling. Dette gælder både ved simple problemstillinger, men også ved komplekse forhold, hvor en skade har en hel historik med lag på lag af problemstillinger og en oprindelse, som måske ligger mange år tilbage.
Mine kvalifikationer ved de forskellige holdtræninger bygger desuden på mange års erfaring som aktiv idrætsudøver og instruktør samt uddannelse i mekanisk træningsterapi (MTT), pilates og yoga.